(Kilde: Søren Larsen og Frithiof Bohner)
Anne Sophie Ottesdatter, født i
Rønninge 23/3.1655 som datter af præsten Otte Rasmussen, der senere blev
provst. Allerede da hun var 3-4 år gammel, overgik der familien den
store ulykke, at præstegården blev plyndret af svenskerne, hvor blandt
andet hele præstegårdens arkiv blev ødelagt. Som ganske ung blev hun
viet til den da allerede aldrende præst i Skalkendrup Søren Sørensen
Ebeltoft og flytter da ind i den store præstegård. Højst 16-17 år gammel
har hun været, da hun fik mindst 5 børn inden hr. Søren døde i 1685;.
Skiftet viser, at han har været meget velstående. Vel i hendes tid
plantede hr. Søren præste- eller strandskoven, ligesom hans svigersøn i
Rønninge plantede de to præsteskove der, og
Anne Sophie har vel også været med sin mand ude på præstegårdens udlod
ude ved Storebælt, når de plantede. Det var deres måde at genopbygge
landet på efter svenskernes hærgen. Men altså først på året 1685 blev
hun enke og sad nu med 6 "uopdragne" børn, hvoraf den ældste var
stedbarn. Hun havde jo lov til at blive boende i præstegården nådesåret
ud. Men den nye præst var jo en ung mand, som vist hurtigt gjorde
indtryk på hende. Han var født i Nysted på Lolland 12/10.1658, altså 2½
år yngre end hende. Hermed begynder et uroligt afsnit af hendes liv, for
Knud Lerche var en urolig herre. Det begyndte allerede ved den tid, da
han blev kaldet 14/11.1685, da skulle han op til gården, den nuværende
Juelsberg, til kirkepatronen, godsejeren og politimesteren for Nyborg
amt
Claus Rasch, og denne talte så medfølende til Anne Sophie om hendes
afdøde mand, som han roste for alle hans dyder og udtalte, at sådan en
præst fik de aldrig mere. Det tog Knud Lerche fornærmeligt op, gav Claus
Rasch et hvast svar. Nu tog det ene ord det andet, og Knud Lerche rev
præstekraven af og smed den hen ad bordet og gik hen og knibsede med
fingrene for næsen af Claus Rasch. Da denne hånligt spurgte, om han
egentlig var rigtig klog, greb præsten ham i kraven og ruskede ham. Nu
kom en af Claus Raschs folk til, og Knud Lerche fik en sinkadus, så han
gik i gulvet og var ved at blive smidt ned ad trapperne. Men det
forhindrede Claus Rasch dog, og snart var de to atter på hjemvejen til
præstegården, og den vej, de for et øjeblik siden havde vandret glade og
fortrøstningsfulde, vandrede de nu tilbage sorrigfulde og dybt
bedrøvede.
l et øjeblik havde Knud Lerche ødelagt hele sin karriere, han kunne den
dag i morgen vente at blive smidt væk fra embedet. Men et par dage efter
vandrede Anne Sophie op til herremanden igen og bad på sine knæ, at han
ville lade nåde gå for ret og tilgive den unge præst. Knud Lerche fik
da lov at blive i embedet, men han måtte selv møde på Juelsberg og gøre
afbigt for "seiner Grobeinheit". Det blev ikke sidste gang Anne Sophie
måtte lempe for Knud Lerche, som hun blev gift med 15/9.1686. Med
provsten lagde han sig også ud. Men værst blev det dog med de i sognet
indkvarterede ryttere. Det var hele den danske hær, som efter den
skånske rig var lagt i vedvarende kvarter ude omkring i sognene, og
disse var vist de fleste steder til stor fortræd med deres drukkenskab
og andre udskejelser. Uheldigvis var en korporal Wilkens blevet nabo med
præsten,
og da der efterhånden havde været flere sammenstød, og præsten havde
kaldt dem for noget rytterpak og bedt djævelen annamme dem, indløb der
klagemål til bispen Thomas Kingo i Odense over flere punkter. Det værste
var, at en soldat var død uden alterets sakramente, uagtet der var sendt
bud til præsten i god tid, og medens dette stod på skete det, at
korporalen holdt barselgilde, og her var det galt, at de kogte og stegte
ude i hans have, så der var fare for, at der skulle gå ild i
præstegården, og da så selskabet havde spist og dertil drukket rigeligt,
skulle den tossede præst hjemsøges, og her var både ritmesteren og
løjtnanten med. De stimlede sammen ved porten, skød på den og kastede
med sten og råbte, at præsten skulle komme ud til dem. Men nu havde Knud
Lerche tabt modet og gemte sig inde i sine stuer. Anne Sophie stod i
porten og forsøgte at spærre for dem og holde dem ude, men da de ville
have fat i præsten, skubbede de hende til side og trængte ind i gården.
Nu forsøgte hun at standse dem i døren, men her gik det ikke bedre. De
trængte ind i stuen og tirrede præsten for at få ham til at slå fra sig.
Men han var aldeles lammet af skræk og holdt sig klogeligt fra at prøve
at forsvare sig. Da de tog hans karl og slæbte ham ud i gården og slog
ham bevidstløs, listede præsten ind i sit sengekammer, medens Anne
Sophie sørgede for den mishandlede karl, og da rytterne havde domineret
og hånet præsten et stykke til, var de blevet tørre i halsen og
forsvandt ind i gildeshuset for at fortsætte drikkeriet. Efter dette
klagede hr. Knud til højere vedkommende over den ham overgåede
forulempning; men da han kun havde uvenner at henvende sig til, blev det
hele vist ikke til noget. Der var jo ikke gået menneskeliv til ved
bataljen, og så regnede man det ikke for så meget, og nu havde Knud
Lerche faet sig en skræk i livet, så han kunne holde sig rolig for
eftertiden. Hr. Knud og Anne Sophie havde 3 sønner Oluf (Ole), Otto og
Søren. Oluf blev sin faders eftermand først som kapellan og senere
kaldet 17/4.1711 til sognepræst. Ottos livsbane kendes ikke. Søren
studerede jura og efter at have været i Norge en tid, blev han
garnisonsauditør i Nyborg, hvor han døde 1727. Oluf Lerche må være født
ca. 1687. (Ved universitetet nævnes han 1707 philosophiae baccalaureus,
hvilket er den laveste akademiske grad).
Hans fader synes at have bevaret den solide velstand, der var i den
store præstegård fra hr. Sørens tid, men måske er det moderens skyld.
Hun synes at have udviklet sig til en myndig dame, som har hersket over
den store præstegård og været en god husmoder for det store folkehold.
Men var det galt til tider med hr. Knud, så viste hr. Ole (Oluf) sig at
være endnu mere kolerisk, og hans minde skal endnu leve desangående i
sognet. I førstningen var moderen hos den unge præst, men da han kom
hjem med en kone fra Odense, rådmand Hans Povlsens datter Karen, viet
16.1712, så flyttede Anne Sophie til Rønninge. Her i sin fødeby levede
hun så i et hus, som hendes stedfader magister Trane ejede og måske
havde bygget. Men mest opholdt hun sig vel hos sin søn af første
ægteskab, Peder Sørensen Humble, som var sædedegn og sadelmager der i
byen. Her levede hun sine sidste år og slap for på nært hold at høre og
se, hvordan hendes søn hr. Ole lavede basseraller omkring på egnen ved
Skalkendrup. Her havde hun heller ikke så langt til sin datter på
Klarskovgården, og her døde hun mæt af dage 1737, 82 år gammel. Hun
havde i aftægt fra Skalkendrup præstegård 6 td. byg, 3 Td. rug, 6 Td.
havre godt ydefærdigt købmandskorn, 4 gode lam og 4 gode ydefærdige gæs
til hver Mikkelsdag, når han sin gådetidende modtager, og desuden skulle
han hr. Ole, græsse 2 køer for hende. Men på Skalkendrup regerede Oluf
Lerche, hans kone høres der ikke mere til. Hr. Ole var en drabelig jæger
og glemte tit embedsforretninger, når han var på jagt. En lørdag
eftermiddag kom han med en af sine kammerater ridende på vejen ved
Aunslev kirke. Da siger denne, hvad er det for en hoben folk, der star
på kirkegården. Jo, det er jo sandt, svarede hr. Ole, de venter på
skriftemål, men jeg skal den onde lyne mig give dem en ulykke i hast, og
det blev et skriftemål, som disse folk aldrig glemte. Præsten for
alteret med ridepisken i hånden, denne lagde han til slut hen over deres
hoveder så langt han kunne nå. Det var den velsignelse og
håndspålæggelse, de fik. Engang i førstningen efter at han var blevet
præst var der julestue i en gård i byen. Her morede en karl gæsterne med
at karikere præsten og forevise vielsen af et par, hvilket vakte stor
moro. Men dette kom præsten for øre, og han meldte karlen til kirkens
øvrighed vel sagtens biskoppen, og det endte med, at karlen måtte stå
åben skrifte i kirken og bede præsten om forladelse, så her gik præsten
dog af med sejren.
Ellers gik årene for hr. Ole mest med jagt og fiskeri på præstegården,
anneksgårdens og mensalgårdens marker. Han var jo som en lille godsejer.
Og derimellem færdedes han omkring på kroerne, både de kgl.
priviligerede og de i hver landsby værende smugkroer. Vel sagtens har
hans drift af det store jordegods også medført en del kreaturhandel, og
derved kom han tit i klammeri, ja undertiden i slagsmål. Således slog
han engang en karl i gulvet med en knippel ved Langeskov kro. Men til
sidst blev forargelsen over hans leben så stor, at der blev klaget til
kirkeøvrigheden, og hr. Ole måtte sejle over Storebælt og age til
København. Og netop samme dag som hans moder døde, måtte han møde for
general kirkeinspektøren, der sammen med 4 bisper forhørte ham, hvor han
måtte svare punkt for punkt på anklagen, som vist mest var bygget op på
sladder og løse rygter, og han klarede sig med at indrømme det, der var
mindst graverende, og ellers henholdt han sig til, at det kunne han ikke
huske; men han ville ellers ikke indrømme, at det forholdt sig således,
Da dette var overstået, måtte han skynde sig hjem for at tage mod sin
moder, den dag hun foretog sin sidste rejse fra Rønninge til korset i
Aunslev kirke.
Biskoppen for Fyens stift fik en skrivelse om at holde godt øje med hr.
Ole. Man havde fundet hans tankegang ussel og hans svar elendige, og
denne havde i forvejen en skrivelse liggende fra provsten i Nyborg, som
skrev, at ingen var så nachlassig som den Skalkendrup præst, han kunne
ikke få ham til at give indberetning i embedets sager. Hr. Ole forblev
dog vedblivende i Skalkendrup, men han svirede og bandede ikke så
åbenlyst mere. 1738 døde hans kone fra ham og hans mange u-opdragne
børn.
Af disse kendes vist kun Margrethe og Anne Sophie. Nu måtte han til at
holde husholderske og fik en myndig dame, som blev hos ham i mange år.
Men disse hans sidste leveår var mere rolige end hans første.
1747 var der offentlig auktion på Skalkendrup præstegård, afholdt af
herredsfoged Hans Pedersen på Klarskovgården. Det ser ud til, at der er
gjort udlæg. Som kreditorer nævnes Knud, Christian og Charlotte Lerche.
Der findes foruden løsøre en ejendom af hartkorn ager og eng 1-2-2-2.
Han døde 14/1.1750, og ligeså uroligt som hans liv havde været, blev
også afslutningen derpå. Han svedte efter sin død 3 gange dagligt i
klare dråber, så folk kom langvejs fra for at se det syn. Man mente, det
var
for hans ugudeligheds skyld. Og medens han lå lig, gik der ild i
præstegården, nogle sagde ved onde menneskers hjælp, men det var vist
husholdersken, der brændte en del papir i skorstenen, og dette fløj
brændende op og ud på taget, hvor det fængede, (det lyder ellers
utroligt i januar måned), og i forvirringen med at redde, havde man nær
glemt den døde, så han var ved at indebrænde. I sidste øjeblik fik
husholdersken hevet ham op af kisten og lagt ham over skulderen og bar
ham gennem haven ind i Mosegården ved siden af. Et par dage efter blev
han begravet, sandsynligvis Aunslev kirke, og han som satte sine
forældre og hr. Søren så smukt et minde, fik ikke selv et minde, som så
vidt kendt er blevet bevaret. Kun vil hr. Ole i Skalkendrup sent blive
glemt. Hans datter Anne Sophie blev gift med degnen Jens Thorsager og
var en lystig natur som sin fader. Blandt andet morede det hende, når
der til tider stod vand op over engene ved mosen, da at sejle i et trug
og lade de store drenge soppe omkring med hende til ligeså stor morskab
for børnene. Men da disse så fandt på at vælte truget med hende, blev
hun dog ked af den fornøjelse.
Hun døde som enke i Aunslev 1773.
Gravstenen i Aunslev kirke:
Herunder hviler i Herren den ærværdige, hæderlige og vellærde mand.
Hr. Knud Olufsen Lerche
fordum præst til Aunslev og Bovense menigheder, som var født udi Nysted
Laaland år 1658 d. 12. oktober. Blef kaldet til disse menigheder år 1685
d. 14. november. Kom udi ægtestand år 1686 d. 15. september, levede udi
embedet 25 år 5 måneder 1 uge, udi ægtestand 24 år 7 måneder 6 dage, og
var af Gud velsignet med 3 sønner, død i hans alders 52 ar 6 måneder 3
uger, tilligemed sin kjære hustru, den dydsire og gudsfrygtige matrone
Anna Sophie Ottesdatter, som var født udi Rønninge præstegård d. 23.
marts 1655, levede udi ægtestand med sin første mand hr. Søren Sørensen
Æbeltoft 13½ år, fordum sognepræst udi disse menigheder, blef kaldet til
himlen år 1737 d. 3. marts i hendes alders 82 år.
Tekst PL. 71.7. og 21. vers:
På Jorden viste du mig Angest og Ulykke.
Himlen skal du mig med Salighed besmykke.
Når du mig henter fræm af dette Muld.
Så bliver Sjæl og Krop af Styrke fuld.
Kildeangivelse: A. Thomsens artikler i årbog for Svendborg amt. |
