© Lis Klarskov Jensens Sommer-slægt og forskning

Ane Sophie Jensen [Sommer] var datter af Ane Sommer og Thomas Viderik[sen] Jensen. Jf. navnebevilling den 18. november 1905. Meddelt af Kirsten Vinter Mathiesen og Keld Kahr Mathiesen.

Indledningen til Ane Sophies lange udaterede brev til Diakonissestiftelsen gengives herunder i kopi.

Den fulde uredigerede tekst lyder som følger:

”Til Diakonissestiftelsen

Da jeg for omtrent fire år siden laa Syg af Tyfus paa Sygehuset i Horsens, og blev saa kjærlig plejet af Søster Emma, kom jeg samtidig til at føle en inderlig intresse for Diakonisselivet, jeg syntes ofte og tænkte i mit stille Indre, mon jeg kunne blive Søster; jeg vil ikke sige at jeg selv bestemte dette, kun ved jeg at mineTanker siden den Tid ofte har Dvælet derved. Nu efter omtrent 9 ugers Sygeleje på Horsens Sygehus, blev jeg udskreven, men dog ikke tjenlig til straks at tiltræde min Plads, på Foghs Hotel i Horsens, hvor jeg var bleven Syg, og hvilken hele Tiden havde staaet aaben efter mig, da Hr Fogh altid sagde, Hun kommer vel snart, dette var ogsaa min egen bestemmelse, at saasnart jeg blev rask, vilde jeg optage min gamle Plads, indtil en Dag Doktor Mathiesen fortalte mig at at dette kunde der slet ikke være tale om, og at han allerede havde sagt dette til Hr Fogh at han ikke maatte tage mig i Tjeneste, da mit Helbred ikke var tilstrækkeligt dertil. Altså rejste jeg hjem og var der til først i april, da jeg ikke igjen kom paa Foghs Hotel efter at Husbestyrerinden havde Skrevet til mig, derom, men dette blev ikke for ret lang tid, hvilket jeg selv havde forudset; Jeg vidste nemlig at Fogh havde en vis Fordom for Kort Krøllet Haar, og dette havde jeg nu efter at mit Haar var løbet af faaet, efter at han flere gange havde sagt til mig at han ikke kunde have en Stuepige med Krøllet Haar blev jeg til sidst kjed deraf og søgte saa en anden Plads i Viborg paa Preislers Hotel, hvilken jeg ogsaa fik, og havde det godt, jeg var der i to Aar, mit Arbejde var ikke lidet, men under en forstandig Husmoders Vejledelse, og em god Omgang, gik alting let for mig, og jeg var glad og Tilfreds, og takkede Gud fordi jeg havde det det bedste jeg nogensinde havde havt det. Dog var det for mig som om Gud der sendte mig en Prøvelsens Tid, og mine glade Barndomsdage der var de sidste, der var nemlig der i Huset en ung Mand, som efter hans egne Ord og efter kort tids samværen med mig, fattede en inderlig Kjærlighed til mig, men der var noget i Vejen der, vedkommende havde alt været Forlovet i 4 år, dog denne Forbindelse vedvarede ikke i Kjærlighed fra hans Side. og alt 3 havde han prøvet at hæve Forlovelsen, før han lærte mig at kjende, men hun hans Forlovede vedblev at holde fast ved ham, og engang var hun aldeles Fortvivlet, saa Forstanden vaar borte, og en anden gang, traf en af hendes Familie hende ifær med at aflive sig selv, her lod jo til, at der ikke var nogen anden Frelse. end at de gamle Baand igjen bleve Knyttede, mellem hende og hendes Forlovede, alt dette var var forud sket før jeg kom til Viborg, og der jeg kom der var Brylluppet allerede bestemt, det var Efteraaret 1884 og altsaa Foråret 1882 var det at Brylluppet skulde være saasandt han kunne få Forretning, den fik han kort efter. Jeg havde nu ikke været sammen længe med Vedkommende før jeg selv vidste hvorledes mine Følelser vare stillede men jeg vedblev at holde dette Hemmeligt for alle undtagen mig selv og min Gud, som jeg altid bad, at han ville lede mig godt ud af dette, og at dette ikke skulle blive til min Egen og fleres Fordærvelse, for lenge siden havde han sagt mig sit Ønske og at hvis han giftede sig var det kun af Pligt imod hende som han var Forlovet med og af Frygt for Selvmord, jeg kunde jo ikke gjøre andet, syntes jeg selv, end bede for Dem begge, og Anbefale ham Frelseren som styrer alt, dog hvor ofte jeg var fristet til at sige mine Hjiertens Følelser, havde jeg dog holdt fast, indtil en Dag, det kunde vel omtrent være en Måned før det var bestemt at De skulde Giftes, og han skulde modtage sin Forretning, han havde nu været rejst bort i et par Dage sammen med sin Forlovede for at kjøbe Udstyr, da træffer jeg samme Dag som han var hjemkommen, ham siddende foran sit Skrivebord med Taarer i Øjnene. Dette gjorde et dybt indtryk paa mig, og jeg spurgte, jeg husker selv endnu mine Ord, hvad er der i vejen med Dem? og havd har De i sinde? De seer saa Forfærdelig spændt ud; jeg husker ligesaa godt hans Svar, som lød saaledes; De var det eneste Menneske som kunde trøste (og) styrke mig, og det lader til at De gjøre Ondt værre: Men sagde han vil De og kan DE give mig et godt Raad, skal jeg hæve Forlovelsen før det er for sildig eller ej, og da han samtidig sagde, det (er) mig umuligt at gifte hende siden jeg har lært Dem at kjende, men først maa De dog sige mig om De elsker mig. Nu kunde jeg ikke længere tie, men gav mig bitterlig til at Græde, dette var Svar nok, og nu Skrev saa vedkommende dette Skjæbnesvangre Brev til sin Forlovede og forestillede hende at han ikke kunde Gifte hende, og at han ikke vilde Sværge falsk for Guds Ansigt, og at han aldrig kunde gjøre hende Lykkelig, langt mindre selv at blive dette og at De begge vilde blive meget Ulykkelige, dog dette formaaede ikke at tilfredsstille hende, hun rejste straks til ham og forlod ham ikke før hun havde aftvungen og overtalt ham til (at) holde Bryllup med sig, nu længe var vi ikke sammen, men en streng Tid var det for vi begge. Vedkommende rejste saa for at gifte sig og Modtage sin Forretning, Gjennem andre Erfarede jeg at Ægteskabet var meget Ulykkeligt, selv var jeg som vel enhver kan tænke sig alt andet end Lykkelig og Tilfreds. Men ved at erindre Paul Gerhards Psalme til sin Hustru; Befal Du Dine Veje osv. og ligeledes den første Psalme som jeg lærte hos Præsten. Min Gud befaler jeg min Vej, og engang jeg var bedrøvet kjøbte jeg Goszners Skattekiste, hvilken har været til megen Glæde for mig og en mindre Bog som jeg har, siden den tid har jeg ikke haft megen Lyst til Verden og ønsker nu kun at holde mig tilbage og at virke lidt i Jesu Navn til Tak for ham der var min Trøst, da jeg var bedrøvet. Naar kun han vil give mig Kraft dertil, og Vejlede mig i det hele. Naar jeg da tager Jesus med mig, og gjør alt i hans Navn, mon dette da ikke kunde blive til Glæde og Velsignelse for mig, at jeg blev Søster, jeg vilde selv saa gjerne, og synnes jeg skal prøve det, har jeg taget fejl da ved jeg ikke selv hvad det er jeg søger, og synnes selv alt er tabt for mig. Dette er hvad jeg kan berette om mig selv kortelig inden jeg tænkte paa at blive Søster, og navnlig siden Tanken opkom hos mig, har jeg, naar jeg har været bedrøvet, altid lagt på mine Knæ og bedt til Gud vor fælles Fader, jeg kunde undertiden synnes jeg var forladt af ham, men jeg vedblev at bede til ham i den Troe at han engang vilde vise mig hvad der var det rette, jeg syntes tidt i mit Hjerte nu et som sagde, Skjænk mig den Kjærlighed, som Du havde tildelt et Dødeligt Menneske, og Du vil ikke fortryde dette.
Maa og kan jeg da ikke tjene Herren i hans fattige og lidende Brødre og Søstre uden at forsøge det ved jeg det jo ikke.
Jeg maa moskee. tilføre at jeg igjemmen en Familie som jeg kjender senere har Erfaret at Herren har vendt det til det gode for de to som jeg har Skrevet om og at et lille Barn der har været Fredens Engel, ligesom jeg slet ikke ved om han nogensinde skjænker mig en Tanke paa samme Maade som tidligere.

Anna Sophie Jensen
Hr Missjonær Fuglsang
Fredensgade 3a 1. sal.

Jeg medsender Fru Bosendahls Breve
til mig ogse min kjære Lærers".