©
Lis Klarskov Jensens Sommer-slægt og
forskning
www.pisserenden.com
Jan E. Janssen og Allan Mylius Thomsen skriver i deres bog om Nørre
Kvarter: "Oprindeligt var der tale om to stræder. Store Larsbjørnsstræde
der gik fra Vestergade til Studiestræde, og Lille Larsbjørnsstræde som
gik fra Studiestræde til Sankt Peders Stræde, hvor det endte.
Teglgårdstræde stødte ikke ud til Larsbjørnsstræde, men havde som før
beskrevet et mere skråt østligt forløb ud til volden og var lukket med
en bom.
Kort - kilde:
www.pisserenden.com
Selvom Larsbjørnsstræde er et af Københavns ældste, stammer gadens huse
næsten alle fra tiden efter bybranden i 1795. Der er mange af de
klassicistiske forhuse, der nærmest på samlebånd af entreprenante murer-
og tømrermestre blev opført til afløsning af de nedbrændte. De havde
dybe baggårde, hvor der først lå haver, men siden blev bygget tæt
slumbeboelse og værksteder."
............
"I 1800-tallet var der en såkaldt dansekælder i Larsbjørnsstræde. I
Ingemanns "Landsbybørnene" forundres hovedpersonen, da han har sin
første optræden som musikant i en københavnsk dansebod over "...at de
fleste balkavalerer dansede med smudsige støvler, ligesom de vare
inkomne fra gaden, nogle endog med vinterfrakker og næsten alle med
deres hatte på". Det undrede også den gode musikant, at såvel herrer som
damer kom og gik, så publikum hele tiden blev udskiftet. Dansekælderen i
Larsbjørnsstræde, der ikke har været stort mere end en kælderforretning,
forsvandt igen uden at efterlade sig synlige spor.
I nr. 13 holder Københavns ældste frisørforretning til. Siden 1860 har
mænd kunnet lade sig klippe og barbere på denne adresse. Det siger sig
selv, at nye mestre siden dengang har overtaget geschæften. Men gadens
og forretningens historie er veldokumenteret på salonens vægge.
Larsbjørnsstræde kaldes som bekendt også "Pisserenden". En gennemgang af
de historier der findes om dette øgenavn, kombineret med gennemgang af
kvarterets historie, har givet følgende billede af udtrykkets opståen:
Generelt var Københavns gader ualmindeligt uhumske og dårligt brolagte.
Hvad der så har kvalificeret Larsbjørnsstræde til sit øgenavn, må have
været lidt ud over det sædvanlige.
Det fortælles at der var studetræk gennem strædet, og at der i mange af
baghusene var husdyrhold, endda helt op i 2. og 3. sals højde. Der var
en halv snes brændevinsbrænderier og to sukkerraffinaderier i kvarteret,
det ene i Store Larsbjørnsstræde. Sukkerraffinaderiernes affaldsprodukt
var melasse, og det brugtes af spritbrænderne. Når de så havde brændt
sprit på melassen, kunne kreaturerne æde affaldsproduktet. Der var et
naturligt genbrug i de dage. I Vestergade lå gæstgiverierne, der havde
bagudgang til strædet, og i selve Larsbjørnsstræde lå også hoteller og
gæstgiverier. Hvor de har tømt hesteaffaldet fra deres lejestalde, er
det sikker ikke så svært at gætte sig til. Dengang var der en dyb
rendesten i strædet. Denne rende blev brugt som mødding, både til
menneskenes og husdyrenes efterladenskaber. Helt op i det 20. århundrede
har Københavns tålmodige magistrat kæmpet en ulige kamp med grundejerne
for at få dem til at rengøre deres gadestrækninger. Skidentorv (Nørretorv)
og Skidenstræde (Krystalgade) var lignende stednavne som Pisserenden.
Hele området skråner ned mod Vestergade, der med sin brolægning dannede
en dæmning. De latrinære efterladenskaber sivede efterhånden ned til
området ved Vestergade, hvor der dannedes en naturlig mødding. København
kloakerede den gamle bydel i perioden fra 1860 til 1905, men mange af de
gamle huse i byen blev først tilsluttet kloaksystemet med vandklosetter
i tyverne og trediverne. Inden da kan enhver forestille sig, hvordan der
har lugtet på en sommerdag, når varmen stod og simrede i det smalle
stræde med sin fyldte rende. Denne specielle odør blev gennem tiden i
folkemunde til øgenavnet "Pisserenden".
En anden forklaring på øgenavnets oprindelse er lige så folkelig. I
Larsbjørnsstræde nr. 8, stuen, lå langt op i 1900-tallet
Stadfæstemandens kontor. Det var datidens arbejdsanvisningskontor. På de
to årlige skiftedage kunne karle fra landet søge nyt "fæste", dvs. nyt
arbejde. Men selve fæstedagen var fridag. Da fortælles det, at karlene,
efter at have fået anvist en ny husbond, tillod sig at slappe af. Det
foregik med snapseflasker og håndbajere på trappestenen og i strædets
porte. Når så trangen blev for stor, gik man simpelthen ud til
rendestenen, og afleverede overskuddet fra dagens glade indtagelse af
alkoholiske tilsætningsstoffer. Gerhardt Klindt voksede op i Sankt
Peders Stræde i tyverne og han fortæller om kvarterets gæstgivergårde og
folkelivet i Larsbjørnsstræde på sådan en skiftedag:
"Det var da også ret naturligt, disse steder, fæstebønderne foretrak at
indlogere sig, når de 1. maj og 1. oktober opsøgte Fæstekontoret i
Larsbjørnsstræde for at søge arbejde i den forestående sæson. I
forbindelse med denne foreteelse skal jeg love for, at der kom ekstra
fut og fart i selskabslivet, både i gadens værtshuse og hos dens
'piger'; og af disse sidste var der vitterlig mange søde imellem, som i
de dage, det varede, gjorde gode 'forretninger' med de elskovslystne
landboere".
Dette har næppe været oprindelsen til øgenavnet, men har nok snarere
været med til at holde udtrykket "Pisserenden" i live til vore dage.
Lædergården, Larsbjørnsstræde 5, er fra 1796, og har siden 1918 været
læder- og hudehandel. Dannebrog vajer altid fra facaden. Samme lædergård
har i øvrigt en gammel klausul om, at porten skal holdes åben, så
vognene inde fra gæstgiveriet Dannebrogs gård kunne komme denne vej ud.
Endnu en af bagudgangene fra Vestergade."
[Uddrag af Jan E. Janssen og Allan Mylius Thomsen:
Nørre Kvarters Krønike. Udg. Nørre Compagnie 1997. Bogen fås i Bogbørsen,
Studiestræde 10, og hos Nordisk Korthandel, Studiestræde 30, for 150
kroner], læs mere på
http://www.pisserenden.com/gader/larsbjoernsstraede/index.html
|
