© Lis Klarskov Jensens Svane-slægt og forskning

Danmarkshistorien - et omfattende projekt o. 1548
Hans Svaning havde mange historiske interesser og ikke mindst kontakter blandt lærde kolleger og ved hoffet: Det førte sandsynligvis til begyndelsen på arbejdet med at samle og skrive en Danmarkshistorie.

Arbejdet stod på igennem ca. 30 år og stødte på mange forhindringer undervejs.

Det startede ifølge Dansk Biografisk Leksikon tilsyneladende med, at prins Frederik II tog på hyldingsrejse til Norge i 1548, og han blev bl.a. ledsaget af Svaning, som "tilskyndede lagmand Laurents Hansen til at oversætte Heimskringla til dansk".

Sandsynligvis er Svaning selv begyndt at arbejde hen mod en Danmarkshistorie på dette tidspunkt, for i 1555 viser "... et kongebrev at han har indsamlet kildemateriale fra klostre, kirker og andetsteds, og fem år senere fortæller han at målet var en Danmarkshistorie på latin, navnlig en fortsættelse af Saxo, i lighed med hvad der forelå af tidssvarende nationalhistorier for andre landes vedkommende. Som tilskynder hertil anføres kansleren Johan Friis. Det blev derfor S. regeringen gjorde brug af da den ønskede en gendrivelse af Johannes Magnus' Sverigeshistorie. Dennes Historia de omnibus Gothorum Sveonumque regibus var udkommet i Rom 1554 og indeholdt angreb på Saxo foruden mange bitre udfald mod danskerne og deres forhold til Sverige gennem tiderne, men afgørende for den danske regerings beslutning om et modskrift blev indberetninger fra London efteråret 1559 om at værket i en ny udgave blev anvendt som svensk propaganda mod danske interesser ved det engelske hof.

S.s latinske gendrivelse lå færdig 1560 og gik i trykken 1561, men for at undgå eventuel påtale fra officiel svensk side sløjfedes i sidste øjeblik oplysningen om Kbh. som trykkested, trykåret ændredes til 1560 og i stedet for S. lod man en afdød professor der foregaves at have haft adgang til Christian II's arkiv stå som forfatter. Således udkom Refutatio calumniarum cujusdam Joannis Magni Gothi Upsaliensis under Petrus Parvus Rosæfontanus' navn, og først fundet af nogle kasserede trykark har senere oplyst det litterære falskneri. Sammen med gendrivelsen udgaves som prøve på den ønskede Danmarkshistorie kong Hans' historie Chronicon sive historia Joannis regis Daniæ, også den med polemiske indslag og foregivet at være forfattet af Parvus. Øjensynlig var Johan Friis ledende kraft i sagen og kansleren fungerede ligeledes som opdragsgiver da S. under syvårskrigen blev sat til at imødegå et svensk skrift der gav Danmark skylden for krigen. Gendrivelsen affattedes med benyttelse af kancellimateriale og forelå på latin 1567, men blev beordret oversat og er bevaret i den danske version med titlen En retractat eller forklaring paa den beretning, som er nylig udgangen de svenske til vilje om alt det, som er sket og forhandlet mellem de danske og de svenske år 1565. Uvist hvorfor blev den ikke offentliggjort, lige så lidt som et indlæg af S om Slesvigs lensforhold De Slesvicensi ducatu blev trykt." ((Kilde: DBL)

Danmarkshistorien
Samtidig med disse bestillingsarbejder fortsatte Svaning med det store arbejde med at indsamle materiale til Danmarkshistorien som f.eks. "... årbogs- og krønikeoverleveringen som endnu kunne findes lokalt eller som han fik lejlighed til at afskrive hos den lærde samler franciskanermunken Peder Olsen i Roskilde, mundtlige beretninger fra gamle dage og i mindre grad aktstykker.
Fra rigets arkiver rådede han hovedsagelig over det brevstof der var blevet stillet til rådighed ved hans virksomhed som pennefører for regeringen, herunder den omfattende, nu tabte brevsamling fra Erik Menveds tid "Cancellariæ veteris episcopalis liber" som han udnyttede til afhandlingen om Slesvig." (DBL)

Arbejdet med Historia Danica trækker ud
Dansk Biografisk Leksikon har denne forklaring på, at arbejdet med Danmarkshistorien trak ud:
"Efter Johan Friis' død synes interessen for hans forehavende i regeringskredse at have tabt sig og S. der endnu 1576 arbejdede på værket blev gammel uden at tage initiativ til publicering.
Selv svigersønnen Anders Sørensen Vedel der ivrig stod klar til at overtage opgaven kunne ikke lokke det fra ham.
Lige så interesseret var Arild Huitfeldt, og de to yngre historikere har da sikkert gennem kansleren Niels Kaas foranlediget at S. 1579 modtog en kgl. ordre om at møde frem i Kbh. med hvad han havde skrevet og samlet og aflevere det til Niels Kaas. Denne overdrog den tilsyneladende færdige Historia Danica til gennemsyn hos universitetsprofessorerne, og deres bedømmelse har formodentlig været ugunstig. Værket blev i al fald henlagt og indgik senere med hans samlinger i universitetsbiblioteket hvormed det hele brændte 1728, på nær den stærkt farvede skildring af Christian II's historie Christiernus II som under uopklarede omstændigheder blev trykt i Frankfürt 1658.
Både Vedel og Huitfeldt fik imidlertid adgang til materialet og sidstnævnte lod bl.a. tage en afskrift af Danmarkshistorien. Når der er bevaret et par håndskrifter hidrørende fra S. selv, må det skyldes at han holdt noget tilbage som rimeligvis Vedel har fået fat i, måske efter S.s død.
Bortset fra disse håndskrifter med excerpter og udkast til forskellige dele af Danmarkshistorien kendes af det store værk som helheder kun de trykte afsnit om kong Hans' og Christian II's historie.
En indholdsfortegnelse affattet af Stephanus Stephanius angiver dispositionen: første del omfattede en landebeskrivelse af de tre nordiske riger, en redegørelse for danernes herkomst og derpå en kongekrønike fra Dan til Regnar Lodbrog med passende indskud om den hedenske gudsdyrkelse og om kimbrers, goters og langobarders vandringer; anden del behandlede efter en indledning de kristne konger fra Harald Klak til Christian II med indskud om normannertogene. I uddrag kendes noget fra excerpter af Thomas Bartholin (1659–90) samt en række udtog i årbogsform fra 1188 til 1523/60 der går under navnet Complementum historiæ Saxonis og muligvis stammer fra S. selv.

Fra S.s hånd foreligger endvidere i afskrift et brudstykke af en fremstilling på dansk af tidsrummet 1241–82, afbrudt midt i en sætning og vistnok et tidligt forarbejde. Det godtgør at han for de ældre tider flittigt har udnyttet næsten hele den kendte årbogslitteratur og viser tillige hvordan han letsindigt kombinerer og udfylder det spinkle materiale med egne primitive gætninger. I princippet gør han det samme i de bevarede dele af den latinske Danmarkshistorie, men det foreliggende stof var her rigere.

Han kendte flertallet af krøniker og historiske bearbejdelser fra Frederik I's og Christian III's tid, af Paulus Helie, Wolfgang Utenhof, Peder Olsen og Henrik Smith, og kunne supplere med mundtlig tradition og personlige oplevelser." (Kilde: DBL)

Svanings arbejde har ikke været forgæves
DBL oplyser, at "S. har reddet stumper af overleveringen og sikret eftertiden kundskab om enkelte breve der er gået tabt. Han har arbejdet samvittighedsfuldt med sit stof, men mestrer det ikke, er som historiker lettroende og skønner ofte uden indsigt eller dømmekraft.
Når dette er sagt må det tilføjes at den store Danmarkshistorie, så vidt den kendes, er skrevet i den retoriske historieskrivnings tradition med en vis forkærlighed for episk udsmykning, karakteriserende personkolorit, illustrerende ordvekslinger og taler m.v. Herudfra skal den også bedømmes. Glimrende stil er der ganske vist ikke meget af, heller ikke synderlig lærdom, men S. kan udfolde en uhøjtidelig fortælleglæde og ved enkle midler skabe atmosfære eller gøre begivenheder og personer levende så de fremtræder anskueligt for læseren. Højden når han som fortæller i skildringen af den på én gang jævne og majestætiske kong Hans af hvem han giver et gennemarbejdet portræt, med reminiscenser fra bl.a. Sveton og Einhard men med et overbevisende skær af autenticitet. Portrættet har sat sig spor i senere fremstillinger frem til vore dage, tidligst i dansk oversættelse hos Huitfeldt. Ved udarbejdelsen af dennes Danmarkskrønike har S. i det hele haft ikke ringe betydning ved at tjene som forlæg, når ikke bedre kilder forelå." (Kilde: DBL)

Bibliografi
Udg. Archiv für Staats- und Kirchengesch. der Herzogthümer II, Altona 1834 227–52 og Allan Mohlin: Kristoffer II av Danm. II, Lund 1958 3–19 (Complementum hist. Saxonis). Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam II, 1875 117–62 (En retractat ...). Danske mag. 6.r.I, 1909–13 5–8 176f (indholdsfortegn. til den latinske Danmarkshist.). Svaning-Hvitfeld. S.s Daniri.s-krønike, udg. Kr. Erslev, 1928.
Lit. H. S.: Christiernus II, Frankf. 1658 15 18 62f 81 129 257. Th. Hanch-Fausbøll og H. R. Hiort-Lorenzen: Patriciske slægter III, 1915 254–57. H. F. Rørdam: Historieskrivn. og historieskrivere i Danm. og Norge siden reformationen, 1867 66–101. Samme: Klavs Christoffersen Lyskanders levned, 1868 111f. Samme: Kbh.s univ.s hist. I 1868–69 566–79. Kr. Erslev i Hist. t. 6.r.II, 1889–90 396–411 435–42 (optr. i forf.s Hist. afhandl. I, 1937 208–18 235–40) og 7.r.I, 1897–99 499–507. C. O. Bøggild-Andersen sst. ll.r.V, 1956–59 73–98 102–06. Harald Ilsøc sst. 12.r.l, 1963–66 399–437 og VI, 1973 21–58. Repertorium diplomaticum IV, 1906–12 119f; 2.r.VIII, 1936 556f. Ellen Jørgensen: Historieforskn. og historieskrivri. i Danm. indtil år 1800, 1931 (2. udg. 1960). Laur. Weibull i Scandia V, Sth. 1932 17–55. Povl Bagge i Småskr. tilegnede Aage Friis, 1940 33–47. Hasse Petrini: Källstudier till Erik XIVs och nord. sjuårs-krigets hist, Lund 1942 189–203. Kirkehist. saml. 6.r.IV, 1942–44 194. Otto Norn i Festskr. til Astrid Friis, 1963 183f. Karsten Christensen: Om overleveringen af Sven Aggesins værker, 1978 = Skr. udg. af hist. inst. ved Kbh.s univ. X 37 17.
Papirer i Kgl. bibl.
(Kilde: Dansk Biografisk Leksikon)

 

Ribe domkirkes apsis

fdfafa

Hans Svannings gravsten i Ribe domkirke