(Kilde: Søren Larsen og Frithiof Bohner)

Maren Rasmusdatter, Lars Christensens kone, født 1813, døbt 25/7. Datter af udflyttergårdmand Rasmus Hansen og hustru Maren Sørensdatter, Blev ved dåben båret af Johanne Jensdatter, Anders Hansens hustru af Dollinge [Dellinge, red. lis] Mølle. Faddere var Morten Nielsen, Søren Jensen, Kristian Pedersen og Lars Knudsen alle af Herslev. Maren har vel så gået i skole og er blevet konfirmeret første søndag efter påske 1828 i Gevninge kirke. Hendes ungdomstid blev ikke ret lang, da hun 18 år gammel som tidligere nævnt, blev viet til Lars Christensen. Et fornuftparti har det ikke været, han var vist så fattig som en kirkerotte, og de første 4 år levede de som arbejdsfolk. Så har hendes fader hjulpet dem til en gård, de fik lov at vælge, om de ville have Ørbæksgården eller den i Kornerup, som de valgte, den første har vel dengang for største delen bestået af sure, side enge. Maren var en dygtig kone, som kunne lave smør og ost og meget andet. Osteformen med firmamærket L.C.S. i bunden findes endnu. Hendes mangeltræ med M.R.D. l832 og hendes ................ med M.R.D. har jeg også. Desværre havde hun en tilbøjelighed til at tage sig en rus i brændevin engang imellem, noget hendes søster også have hang til, det var dog ellers mest mændene, der dengang søgte en kort og stakket glæde på den måde. 16/1.1878 døde hun i Kornerup knap 65 år gammel.

Karen, Lars Christensens ældste datter blev gift med Peder Larsen, Gevninge, en søn af Lars Kjeldsen, som vistnok er kommet fra Kattinge. De fik en gård på Gevninge mark under Lindholm gods. Udførlige oplysninger findes i Tobiassens Gevninge bog. Karen Marie blev syg snart efter at være kommet til Gevninge og var aldrig rigtig rask. Det var vel de stadige børnefødsler, men overtroisk som man var, troede man, at det havde noget at gøre med troldene ude i de tre høje lige vest for gården. Der gik sagn om, at en dreng fra Gevninge engang havde gået ved højen og råbt på en troldkælling, der skulle bo i højen "Slatte Patte". Så kom hun ud og slog ham over nakken, og han kom hjem og var skruttet og tombet alle dage, da den overspændte angst, de levede i dengang, skulle nok virke på sindet. Mørkt og indelukket var der i stuehuset, og Peder Larsen trøstede sig som andre med flasken.

Ved Peder Larsens død blev gården unddraget under Lindholm. Der fandtes en paragraf i loven om, at for hver niende gård godsejeren solgte, havde han ret til at lægge en ind under hovedgarden, kun skulle han oprette et mindre brug, og det blev bygget på den jord, der lå øst for vejen, og fæstet til Peder Larsens søn, Jens Ludvig Pedersen.

Maren Kirstine, Lars Christensens datter, var i modsætning til hendes to yngre søstre umådelig køn, så selv herrerne fra herregårdene, som ellers ikke regnede med bonderpigerne, sværmede for hende. Men hun rejste som 23-Arig ind til Sæby som kone hos en enkemand. Hun var ked af at være hjemme og gå og trække frem og tilbage på landevejen med mælkevognen. Køerne stod vist så godt som hele sommeren på Hallis, så det var frem og tilbage næsten hele dagen. Da så en pige fra Kornerup, Emilie, havde tjent i Sæby og kendte Peder Hansen, som lige var blevet enkemand, fik hun forbindelsen i stand, og de blev viet i Kornerup kirke 4/2.1860.
Forlover på Peder Hansens side Jens Hartvig
Forlover på Maren Kirstines side Lars Christensen.

Ane Margrethe var ikke som søsteren blevet benådet med skønhed eller andre af livets nådegaver. Lykkens sol spildte aldrig sine stråler på hende. Hendes skudsmålsbog viser, at hun har været barnepige i Roskilde hos en Peter Dohn fra 1/3. til 1/11.1858. Hun får det bedste skudsmal for troskab og har været omgængelig og venlig i forhold til børnene.

Hun oplevede i sine barneår den tid, da det danske folk endnu var i sejrstemning efter den Slesvigske Treårskrig, og minderne fra den tid bevarede hun til det sidste. Hun kunne de forskellige sange, som man sang dengang, og hun fortalte, hvordan drengene købte frivillige huer, det var kasketter som dem, de frivillige bar i krigen, og det frydede ethvert drengehjerte at kunne pynte sig med en uniformskasket som dem, yore sejrrige soldater bar, Men nu er den tid jo en saga, snart hundrede år er runden. En digter skrev ved den tid:

      Men når en anden slægt engang færdes på disse vange,
      skal denne tid dog blomstre fort i viser og i sange.

Faster Ane bevarede minderne fra disse store år.

I sine unge dage havde hun en frier, en enkemand med en gård syd på,
og Ane var vel ikke så nem at få afsat, så forældrene var vist godt til- freds med partiet. Men en dag kom en mand, som kendte vedkommende, og gjorde Lars Christensen opmærksom på, at der var noget galt med den nye svigersøn, han sjakrede og drak vist så forfærdeligt, og Ane skulle kun være til at gå hjemme og slide og slæbe og passe hans børn, medens han var ude at solde. Ved nærmere undersøgelse opdagede Lars Christensen at manden havde ret, så den tilkommende svigersøn fik så sin afsked, og der kom vist aldrig nogen anden efter Ane. Hun blev så syg, og hendes broder
Hans fik det triste hverv at køre hende den lange vej til Oringe ved Vordingborg. Da hun kom hjem derfra, flyttede hun og Sofie og Lars Christensen ind i aftægtslejligheden i gårdens nordvestlige hjørne,
men lykketilværelse blev det vist ikke, der var for meget småligt gnaveri. Lars Christensen fandt vist sin største fornøjelse i kortspil, og mangen aften og måske en del af natten med er gået for ham på denne måde. Ane blev blind af stær og gik sådan i mange år. Først da hun var meget gammel, blev hun overtalt til at lade sig operere på det ene øje, og hun fik atter sit syn igen. Når jeg var ude at tjene, eller medens jeg var soldat, aflagde jeg altid en visit hos Ane, når jeg kom hjem, og der vankede så gerne en lille seddel, hvad jeg var meget taknemmelig for, ligesom Ane forsynede os og farbroders i Sengeløse med strømper og andet. Vi havde jo får, så spandt moder ulden og Ane strikkede. Nogle var der, som tænkte på Ane, hvad hendes mange breve viser. Der var Sofie fra Sengeløse, herude opholdt Ane sig af og til en lille tid, sådan en slags ferie. Og så er der stadig breve fra Frederikke og fra Kristine Larsen, Karen Marie og Peder Larsens datter, først bosat på Fyn og siden på Skelskøregnen og begravet på kirkegården ved Høve frimenighedskirke. Et af hendes breve er fra Vejstrup på Fyn, hun skriver om højskolen og valgmenigheden der, hvor der på en søndag kunne komme ca. 300 mennesker i kirke, og salmerne de synger er kønnere end dem, som står i den almindelige salmebog, og herovre er der ikke sådan et drikkeri som på Sjælland, man hører aldrig banden og uartige ord, alt går så ordentlig til. Faster Ane døde i aftægtslejligheden i Kornerup 10/8.1928, hun var uheldig at falde og brække hoften og blev aldrig rigtig rask efter den tid.

Hans. Farbroder Hans fra Sengeløse blev stor og stærk, men havde dog aldrig været soldat. Den vinter og det forår 1864, da de andre unge karle kæmpede ovre i Slesvig, gik han og gravede grøfter ude på Hallis. Det var jo også mindre farligt, men han var jo heller ikke fyldt 20 år. Da soldaterne kom hjem, var der en afdeling indkvarteret i Kornerup, og der blev holdt en fest. Det foregik i et hus, der lå ud til gaden lige nord for vandværket; der var en stor vognport, hvor vognene kunne trækkes ind lige fra gaden, og over den var der en meget stor stue, der blev benyttet som samlingssal, og her foregik festen med dans og det sædvanlige brændevinsdrikkeri og efterfølgende slagsmål. (Ved opgravning her omkring 1940 kom der grundsten og brandspor frem). Hans Larsen tjente omkring på forskellige gårde på egnen og var vist ret livlig. Han har vist haft vanskeligt ved at forliges med Lars Christensen, når han var hjemme. Omsider kom han til at bestyre en gård i Lyngby mark for en enke, Ane, det var en datter af gmd. Hans Jørgensen i Kattinge og altså af vores familie. Her tjente en pige, Sofie, født 5/6. 1846 en datter af Kirsten, gift med Ole Larsen, Venslev, og denne Kirsten var også en datter af Hans Jørgensen, Kattinge, altså søster til enken Ane (Moster Lyndby kaldet), og her blev Hans og Sofie forlovet. Gården var den første til venstre på vejen fra Lyndby til Sæby, dog ligger den så langt tilbage, at den knap kan ses. Brydevang hedder den.

Sofie og Hans blev forlovet, og da de blev gift, hvor ved jeg ikke, blev der købt et sted til dem ude på Sengeløse mark, 12 td. land var der og det var vist ret dyrt. Det var i en periode med høje kornpriser omkring ved 1884, senere i halvfemserne kom der jo nogle meget lave kornpriser; men Hans Larsen skulle ikke leve af at sælge korn, han købte køer ind og malkefedede dem. Som børn havde vi mange ture derud, med hestekeretøj skulle det altid være, når der var fuldmåne. Der var dengang bom ved Hedehusene, hvor vi måtte betale bompenge, som blev beregnet efter stole i vognen, det var vist 4 skilling. Når vi drejede af gennem Kallerup og Vadsby, sparede vi pengene. Når vi efter den lange køretur nåede frem, blev vi beværtet med verdens bedste mad, det kunne være sagosuppe med svedsker eller oksekødsuppe med kødboller og ris, sådan mad er der aldrig nogen andre, der har kunnet lave, eller også var det, fordi vi dengang ikke var så godt vant. Og som de så kunne snakke de gamle. Engang vi kom derud, havde "Hans Peter", deres eneste søn, købt en harmonika, som han spillede på, og jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvis der nu er nogen, der hører det, kommer de da og kigger ind ad vinduerne, og jeg gik ud for at se. Men der kom ingen, selvom tonerne lød aldrig så langt ud over flade marker. Nar vi så kørte hjem om aftenen, lå vi bag i vognen. Da vi blev større, cyklede vi eller tog med toget til taastrup. Engang da Hartvig var en stor dreng, skulle han gå til Roskilde og tage med toget derud; da han kom til Roskilde, var toget gået, så han gik hele vejen derud. Da jeg senere under den første Verdenskrig kom til at opholde mig dernede på egnen, havde jeg næsten ligesom et andet hjem hos farbror Hans og Sofie. Men i vinteren l9l7 blev Sofie syg og snart efter døde hun den 14. marts 1917. Farbror måtte sælge og så var det slut med at komme til Sengeløse.

Hans Larsen var så en tid hos Sønnen "Hans Peter" på Gundsømagle Holme dernæst en lille tid i Kornerup. Derefter købte han et hus i Hedehusene, der boede jo så mange at hans bekendte, som havde solgt deres landejendomme og skulle sidde og leve af pengene.

Hans Larsen kunne godt spille kort både dag og nat, og var der en, der betænkte sig for længe, sagde han altid: "ingen lange taler". For mig kneb det efterhånden at være med, man fik så mange andre ting at tænke på, så man blev træt af det evindelige kortspil. Da Sønnen købte den store Svanhøjgård i Rørbek, solgte han huset og flyttede derud. Den store drift interesserede ham stærkt med traktor og andre maskiner, og i folkestuen kunne han vel også finde en makker til hans eftertragtede 66. Han døde den 11. december 1933 og blev begravet ved sin kones side på Gundsømagle kirkegård.

De to mennesker mindes jeg med stor taknemmelighed, der var altid godt at komme hos dem.

Peder. Lars Christensens søn blev udskrevet af skolen med mgX, konfirmeret til mikkelsdag i Svogerslev kirke 1862. Han var en dygtig og snild natur, godt begavet, men blev tidlig syg, og det kneb for ham at få lov at være fri for det strenge arbejde, som han jo slet ikke kunne tåle. På vores loft ligger et lille skab, som faster Ane havde, og som han havde lavet. Det er skåret til med en lommekniv som eneste værktøj og samlet med lidt søm og malet med en kedelig grå farve. På lemmen står S.F.L.D.K.R., hvilket sikkert skal sige Sofie Larsdatter Kornerup. Hans sygdom tog til sidst overhånd, en stærk betændelse i hoften. Han kom på doktorens råd til Sæby og var hos hans søster Maren Kirstine og gik derfra ned og tog strandbad så godt som hver dag; Men sygdommen lod sig ikke standse. Han kom hjem og døde 29/9.1866, 18 år gammel. Hans Minde på kirkegården kan jeg huske endnu.

Sofie var ligesom Peder et lys for sin tid. Ganske vist var hun lille, havde rosen i ansigtet og en brudt ryg, som man kaldte det, men til læsning og håndarbejde var hun meget dygtig. Hun syede og broderede og bandt bøger ind, og der var vist ikke det hun ikke kunne. Da jeg kom i skole, kunne jeg læse og skrive som de store drenge, jeg havde allerede længe gået i skole hos Sofie; i ABC'en var der en stor hane, og var man dygtig lagde den gerne en toøre, og var man meget dygtig, så vankede der en femøre. Sofie blev konfirmeret til påske 1865 i Svogerslev og kom vist aldrig andre steder end i Kornerup. I aftægtslejligheden havde hun vist sin lykkeligste tid; der kunne hun pleje sine interesser og var en god læremester for os børn. Hun døde 1902, og hendes minde står endnu på Kornerup kirkegård.